Styrker skal tænkes vertikalt

Svend Brinkmann er stadig en højaktuel herre, og jeg har med fornøjelse læst både “Stå fast” og “Ståsteder”.

Men noget har skurret, når jeg har læst bøgerne, for Svend ligger ikke fingre imellem, når han taler om  positiv psykologi og styrkebaseret udvikling.

I hans øjne er begreberne et opfundet tidsspilde, som på en forfinet måde, kan gemme vores holdninger, og i sidste ende gøre os til en flok nikkedukker, som sidder i rundkreds, og påfører os selv unødvendige opgaver. Vi skal turde sige nej, og sige vores ærlige mening.

Nu ved jeg endelig, hvad det er, der har skurret!

For mens jeg har læst hans bog, har jeg haft en gnavende fornemmelse af, at han har ret i det, han skriver. Jeg kan sagtens genkende rundkredspædagogikken, hvor vi ikke rykker os selv nogle vegne, og skal løse unødvendige opgaver i udviklingens tegn.

Og det er netop det der sker, når styrkebaseret udvikling udføres horisontalt. 

Forudsætningen for at arbejde styrkebaseret er, at der ligger en grundantagelse om, at vi vil bruge metoden fordi vi VIL blive bedre. Både individuelt og som team. Vi skal kunne nikke ja til, at vi stræber mod et højere mål. At vi vil bevæge os vertikalt, og at vi vil gå i mesterlære hos nogle, som er bedre end os selv til noget.

Derfor nyder jeg lige nu at læse Peter Bastians bog “Mesterlære”. Han genopliver det gode gamle begreb, hvor vi stræber mod noget, og kan lære det ved at kigge de dygtigste over skuldrene. 

Det er det styrkebaseret udvikling handler om.